Categories
Tips

Bogmærk dine Gmail-emails — og lidt mere

Robby Stein, der bærer den eksotiske titel "Associate Product Marketing Manager" for Googles mailservice Gmail har skrevet et blogindlæg omkring de små features ved Gmail, som de færreste måske kender til. Jeg går ud fra, at de nye features er et led i den opdatering af Gmail, som Google har gang i.

Bruger man Gmail intensivt, er der ikke noget nyt at hente indenfor genvejstaster (bortset fra den nye "archive and next", ser det anderledes interessant ud med at dele søgningerm unik URL til hver email-besked, og at det nu bliver lettere at oprette filtre.

Del søgninger
Hvis en ven ikke kan finde den mail, du har sendt, kan du søge på den og finde den i din Gmail. Når du har gjort det, kopierer du ganske enkelt URL'en for siden med søgeresultaterne og sender den til din ven.

Så laver Gmail den samme søgning i hans/hendes Gmail og vupti! — der lå mailen jo :-)

Unikke URL's til emails
Dette er smart. Hver email har en unik URL, og det betyder, at du nu kan bruge din browsers historik til at bladre igennem de emails, du tidligere har haft åbne.

Det betyder også, at du kan tilføje emails til dine favoritter/bogmærker. Når du så klikker på favorit-/bogmærkelinket, vil du blive bedt om at logge ind i Gmail — hvis du ikke allerede er det — og så åbner emailen.

Nemmere at lave filtre
En ny feature i Gmail betyder, at du nu kan oprette filtre udfra den email, du har åbnet. "Filter messages like this", kalder Google selv den nye funktion, som ikke er ulig den, du finder i email-programmer som fx Microsofts Outlook.

Så der blev Gmail lige et oksehoved bedre :-D

Categories
Tips

Nemt værktøj til Findvej.dk-adresser

Jeg har tidligere lavet en kort link-guide til Findvej.dk (dansk korttjeneste, der baserer sig på Google Maps — Peter, der står bag Findvej.dk har også en side om avancerede genveje til Findvej.

For at gøre det nemmere at bruge de avancerede genveje til Findvej, har jeg lavet et lille værktøj til Findvej.

Værktøjet er oprindeligt lavet til journalister på ekstrabladet.dk, men andre kan og må også godt bruge løs :-)

"Beskrivelse" er den tekst, der skal stå i den boks, der kommer frem på kortet, og "Link til artikel" er URL'en til den artikel, som der skal linkes til fra boksen.

Lad mig vide det, hvis der er nogle kommentarer og/eller problemer ;-)

Categories
Tips

Flock People — din nye bedste ven på nettet

Bruger du Facebook? Bruger du Flickr?

Hvis ja, så bør du seriøst overveje Flock-browseren, som nu er kommet i version 1.0.

Jeg har tidligere udtrykt min noget nær uforbeholdne glæde over Flock, og man bliver ikke skuffet med version 1.0.

Jeg har også delt ud af min begejstring for Flock 1.0 på min ByteMe-blog, og jeg vil fremhæve det samme her, som jeg gjorde der: People Sidebar. (Læs mit indlæg på ByteMe for at læse mere om People)

Jo mere jeg bruger Facebook (og jo flere gruppe- og applikations-invitationer jeg får), desto større gavn har jeg af People. Den fortæller mig, når mine venner har opdateret deres profil, og fortæller mig diskret når nogle vil være venner med mig, har skrevet mig en besked, har "poket" mig, har inviteret mig til en gruppe eller inviteret mig til et arrangement.

Flock-folkene har virkelig forstået, hvordan den kage skal skæres — stor thumb up herfra!

Se et billede af min People sidebar i aktion.

Igen skal jeg lige nævne, at Flock bygger på Mozillas Firefox og derfor formentlig også understøtter alle Firefox-udvidelser derude. Jeg har endnu ikke løbet panden mod muren. Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere…

Så alt dette bare for at sige: Prøv Flock 1.0, især hvis du hænger ud på sociale tjenester (som fx YouTube, Flickr, Facebook, del.icio.us, Twitter, …) som Flock er plug'et direkte ind i.

Du kan faktisk styre showet fra ét sted: Din browser. Din SOCIALE browser ;-)

Categories
Psst! Tips

Test af feed-læsere til Firefox

Indrømmet — det er svært at finde tid til at blogge her i disse valgtider.

I ventetiden kan I læse CyberNet News' gennemgang af forskellige RSS feed reader-udvidelser til Firefox.

Categories
Guides Tips

RSS-feeds fra din MediaWiki

MediaWiki er en af de bedste stykker wiki-software derude og formentlig også den mest udbredte. MediaWiki har da også et godt salgsargument, idet det åbne leksikon Wikipedia bruger MediaWiki.

En række organisationer er også begyndt at indse, at en wiki som et intranet, altså hvor alle kan redigere siderne, giver et meget bedre og mere dynamisk intranet.

Noget som disse organisationer, og alle andre der gerne vil følge udviklingen i en wiki, kan bruge er MediaWikis indbyggede RSS-feeds. Det betyder, at du kan sidde i din feedlæser og følger ændringer og tilføjelser i wikien.

Lad os bruge den danske udgave af Wikipedia som eksempel.

Først tager vi feedet for hele wikien. Derfor: Gå ind på siden Seneste ændringer.

Her er de seneste ændringer i wikien listet. Det skal vi have ud i RSS-form.

Alt du skal gøre er at tilføje parameteren "feed" i URL'en til siden og sætte den lig "RSS" — således: "feed=rss".

Her er det lidt forskelligt alt efter hvordan din MediaWiki er installeret.

I den danske Wikipedia er der endnu ikke defineret nogle parametre (den første parameter er altid indledt med et ?-tegn), så er skriver vi "?feed=rss", så adressen på siden altså nu kommer til at hedde:

http://da.wikipedia.org/wiki/Speciel:Seneste_%C3%A6ndringer?feed=rss

Her har du adressen på et feed, som du kan lægge direkte ind i din feedlæser.

Hvis vi for eksempel tager min onlineminds-makker Kims Kollaborativ-wiki, er det lidt anderledes. Prøv at gå ind på seneste ændringer der.

Som du kan se, er den første parameter allerede sat, nemlig "title". Det fungerer således, når man arbejder med URL's, at man adskiller parametre med &-tegn. Så derfor skal du bare tilføje "&feed=rss" i URL'en, så den kommer til at hedde:

http://kollaborativ.dk/wiki/index.php?title=Speciel:Recentchanges&feed=rss

Ikke den store forskel, men det er alligevel det der gør, om det vil virke eller ej.

Næste skridt: Nu skal vi have et RSS-feed fra en side/artikel i wikien. Lad os bruge Google-artiklen i den danske Wikipedia som eksempel.

Klik først på "Historik" øverst. Så lander du på versionshistorik-siden for Google-artiklen.

Som de hurtige har opdaget, minder denne side forfærdelig meget om siden med de seneste ændringer i wikien. Det er fordi de begge er historik-sider.

Derfor skal du nu blot gøre med denne side, som du gjorde med "Seneste ændringer"-siden. Det vil sige, at du enten skal tilføje "?feed="rss" eller "&feed=rss" i slutningen af URL'en. BEMÆRK: På versionshistorik-siderne skifter URL'en på den danske Wikipedia struktur (bemærk ?-tegnet). Det betyder, at du skal skrive "&feed=rss":

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Google&action=history&feed=rss

Dette trick gælder for alle de Mediawiki-installationer, jeg har prøvet det på. Så nu er det bare at gå i gang! :-D

Categories
Guides Mobil Software Tips

RSS på farten med Opera Mini

Nogle vil mene, at du ikke har en rigtig mobiltelefon, hvis du ikke har Opera Mini installeret. Jeg er en af dem :-)

Opera Mini er i mine øjne en af de vigtigste redskaber til mobiltelefonen lige nu, og har været det i et godt stykke tid. Den er på mange måder bedre end de browsere, der er indbygget i vore dages mobiltelefoner, bare for at nævne nogle få eksempler, kan jeg nævne at Opera Mini:

  • …automatisk tilpasser hjemmesider til din telefons display
  • …komprimerer al data, inden det hentes til din telefon, det giver hurtigere surfing og en lavere GPRS-regning
  • …har mulighed for ikke at vise billeder

Du kan se en fuld liste over Opera Minis features her.

En fjerde ting ved Opera Mini som jeg på det seneste er begyndt at bruge rigtig meget er muligheden for at abonnere på RSS-feeds. Når du besøger en side der har RSS-feeds tilknyttet (det vil sige, at feedet er defineret i sidens meta-kode), så viser Opera Mini det øverst på siden.

Klik på feedet. Nu viser Opera Mini feedet. Hvis du vil abonnere klikker du på "Abonnér". Så er du i gang.

Du har altid adgang til dine feeds ved at trykke * efterfulgt af 0. Jeg har endnu ikke helt luret den, men det lader til, at din feedoversigt er en side på nettet (formentlig en Opera-server) som kun du har adgang til. Det betyder, at du ikke skal betale GPRS-afgift for at hente et feed, du alligevel ikke får set, og at din telefon ikke hele tiden skal tjekke, om der er sket noget på de feeds, du abonnerer på.

Det kan være en god idé at rydde ud i de feeds, der allerede ligger der for at sikre overblikket.

Feedlæseren er ret simpel (for eksempel tror jeg ikke, der er mulighed for OPML-import), men den fungerer rigtig godt for mig, da det er en nem måde at følge feeds mobilt.

Categories
Tips

Tip: Få styr på ugenumrene

Hvornår er uge 45? Og i hvilken uge ligger den 25. oktober 2011, og hvad dag på ugen er det?

Når man skal planlægge er spørgsmålene mange. Nogle arbejder med datoer (mig selv inklusiv), mens andre sværger til ugenumre — hvor jeg er knapt så skarp ;-)

Hjemmesiden der kan få os til at tale sammen hedder Ugenr.dk.

Den kan for eksempel fortælle, at uge 45 går fra mandag 5. til søndag 11. november 2007 — eller at den 25. oktober 2011 er en tirsdag og ligger i uge 43.

Så taler vi samme sprog :-)

PS: Man kan selvfølgelig også bruge fx Outlook, men den er næppe så lynhurtig, som Ugenr.dk er.

Categories
Tips

Tip: Få styr på forkortelserne

Hvad står RSVP for? AFK? BCC?

Nogle gange skal det gå stærkt, og derfor forkorter vi. Det kan dog være svært at holde styr på alle disse forkortelser. Derfor er det søreme godt, at vi har Acronym Finder :-)

Her kan du slå internationale forkortelser op, som for eksempel netop RSVP, AFK og BCC.

Hvad angår danske forkortelser, kan Acronym Finder desværre ikke helt være med, men til gengæld kan det være en god overspringshandling at slå op, hvad ens navn (eller en vens navn) kan være en forkortelse for ;-)

PS: Glem ikke at besøge Acronym Finders Tools-side, hvor du blandt andet kan installere et søgeplugin til din browser.

Categories
Guides Software Tips

Hurtig adgang til Firefox med Windows kør-dialogen

Der findes utallige måder, at gøre Firefox bedre og nemmere at bruge. Her er noget, som jeg selv har gravet mig frem til. Det går ud på, at du blot ved at åbne Windows' kør-dialog (Start –> Kør eller Windowstast + R) og skrive fx ", onlineminds.dk" kan åbne onlineminds.dk i et nyt Firefox-vindue.

Her følger opskriften.

Først skal vi have Firefox til at håndtere "forespørgsler" på nye adresser rigtigt. Så derfor:

  1. Åbn Firefox
  2. Åbn indstillinger (Tools –> Options)
  3. Vælg fanebladet "Tabs"
  4. Sæt hak i "A new window"

Nu skal vi så fortælle Windows (XP), hvor det skal lede, når du skriver "," i kør-dialogen, for at starte Firefox. Du skal

  1. Lav en ny mappe på din harddisk (eks. C:\Genveje)
  2. Åbn systemindstillinger (Windowstast + Pause/Break)
  3. Vælg fanebladet "Avanceret"
  4. Klik på knappen "Miljøvariabler" i bunden
  5. Under "Systemvariabler" skal du finde variablen "Path"
  6. Marker den og tryk på "Redigér"
  7. I "Variabelværdi" tilføjer du til slut: ";C:\Genveje" (adresser adskilles med ';')
  8. Tryk "OK" indtil alle dialogvinduerne er lukket

Nu skal vi så lægge en genvej til Firefox i mappen. Derfor:

  1. Åbn mappen (C:\Genveje)
  2. Lav en ny genvej (Højreklik –> Ny –> Genvej)
  3. Lad genvejen pege på C:\Programmer\Mozilla Firefox\firefox.exe (eller hvor du nu har installeret Firefox)
  4. Lad navnet på genvejen være "," (uden anførselstegn)
  5. Færdig :D
  6. Prøv nu at åbne kør-dialogen og skriv "," (uden anførselstegn). Firefox åbner.

    Prøv så at skrive ", onlineminds.dk" (uden anførselstegn). Et nyt Firefox-vindue åbner med Online Minds.

    TIP: Her kan du i Firefox styre hvad der skal ske, når du bruger Firefox via kør-dialogen. I engelsk Firefox: Tools –> Options –> Tabs. Vælg "A new window" hvis der skal åbne et nyt Firefox. Vælg "A new tab", hvis et nyt faneblad i en allerede eksisterende instans af Firefox skal åbne.

    Ganske smart.

    Dette kan du også gøre med andre programmer, for eksempel Internet Explorer eller Opera og så videre. Du skal blot oprette genveje til programmerne i C:\Genveje og vælge et navn på genvejen, som du kan huske. Hos mig hedder Opera "o" og Internet Explorer "ie".

    Og nu til et lille trick, hvor Internet Explorer ikke kan være med.

    Åbn kør-dialogen og prøv at skrive:

    , onlineminds.dk blogcentral.dk/newmedia mediehack.elmose.com

    Hvad sker der så?

    Masser af kliks at spare :D

    TIP: Du kan selvfølgelig også bruge dette til en masse andre programmer. For eksempel Notesblok, der hedder "notepad". Vil du fx åbne c:\html\index.html i notesblok skriver du:

    notepad c:\html\index.html

    Leg selv lidt med det :-)

Categories
Tips

Hurtigt tip: Site-søgning i Google

Google er en god søgemaskine, men den bliver endnu bedre, hvis man kan bruge nogle søgeoperatører.

I denne korte indlæg vil jeg tale om site-operatoren i Google. Den gør det muligt at begrænse din søgning til kun at omfatte ét domæne. Det er oplagt, hvis du for eksempel skal se, hvad Politiken har skrevet om Anders Fogh:

site:politiken.dk "anders fogh"

Rigtig smart bliver det dog, når du skal søge på sider, som bruger en URL-struktur, der bruger adresser, som vi fx gør her på Online Minds. URL'en til mit forrige indlæg er således:

onlineminds.dk/2007/09/21/guides-til-wordpress-comorg/

Endnu er der dog ikke nok indlæg her, til at det giver mening at bruge en site-søgning ;-)

Et andet site, der bruger samme URL-struktur (udover et HAV af blogs derude) er det engelske it-magasin The Register. Prøv for eksempel at læse nogle artikler derinde, og læg mærke til URL'erne.

Så hvis du vil søge på, hvad The Register har skrevet om Vista i juli 2005, søger du på:

site:theregister.co.uk/2005/07 vista

Som du sikkert har luret kan du søge på forskellige niveauer:

Niveau: Søgeterm:
Ud fra side: site:theregister.co.uk vista
Ud fra år: site:theregister.co.uk/2005/ vista
Ud fra måned: site:theregister.co.uk/2005/07 vista
Ud fra dato: site:theregister.co.uk/2005/07/22 vista

Go' fornøjelse :-)