Tips og udvidelser til Firefox, der kan hjælpe dig med skiftet fra Chrome

Det er sundt at skifte vaner, men også hårdt. Her er lidt hjælp, hvis du vil skifte browser.

I går iværksatte jeg et browser-skift, fra Google Chrome til Firefox. Det kan du læse mere om i artiklen 'Tip: Skift til Firefox, for privacy og fokus', hvis du er nysgerrig.

Det første, man lægger mærke til, når man laver sådan et skift, er altid de ting, man ikke længere kan. Det er her, man opdager, de rutiner, man har bygget op omkring et produkt, og som nu pludselig skal gøres om eller droppes. Hvis jeg skal lave en sammenligning, kunne det svare til, at Politiken.dk fra den ene dag til den anden pludselig kræver, at man registrerer sig for bare at læse en artikel. Bare for at tage et eksempel.

Anyhoo, her er en kort opsummering af nogle af de udvidelser til Firefox, der har gjort skiftet nemmere for mig.

Bemærk, vi er her på et mere detaljeret brugerplan, end de fleste nok er. Hvis du leder efter en 'Sådan skifter du fra Chrome til Firefox'-guide, kommer du desværre nok til at lede videre.

 

Søgninger

Jeg bruger søgning enormt meget. Søg, søg, søg, søg, søg, søg, søg. Og hvis jeg skal søge efter noget på for eksempel Twitter, så gider jeg ikke først skulle forbi twitter.com eller search.twitter.com – jeg vil gøre det direkte i browseren.

I Chrome er det gjort vanvittigt nemt at tilføje nye søgemaskiner og redigere de eksisterende. Det geniale ved Chrome er, at jeg nemt kan sætte en ny søgning på, så jeg blot skrive skrive for eksempel "twitter" og så trykke mellemrumstasten – så ser Google, at jeg vil søge på Twitter (fordi jeg har givet Twitter-søgningen det 'keyword'), så jeg skriver min søgning og trykker enter. Tilbage i 2009 skrev jeg om, hvordan du tilføjer søgemaskiner til Chrome.

I Firefox har du basically samme funktionalitet, de skilter bare ikke helt så meget med den.

Lad os starte med at sætte keywords på nogle søgninger. Åbn derfor dine søgeindstillinger. Det kan du enten gøre ved at gå via indstillinger/settings eller bevæge din mus/markør over søgefeltet i Firefox, klikke på den lille pil, der dukker op og vælge "Change Search Settings".

Her har du de forskellige søgemaskiner listet. Bemærk, at "Keyword"-kolonnen er tom. Det skal vi lave om på. Find derfor Twitter i listen og dobbeltklik i det tomme felt ud for "Keyword" for Twitter (ja, det er virkelig ikke særlig intuitivt det her..!). Nu skal du angive dit keyword, et oplagt valg er "twitter", men jeg foretrækker "#", fordi det er hurtigere at skrive, og fordi hashtag-symbolet er så uløseligt bundet sammen med Twitter – selvom man må give Facebook, at de forsøger. Oh boy, hvor de forsøger.

Det skal selvfølgelige være uden anførselstegn, uanset om du skriver twitter eller #. Tryk ENTER, når du er færdig og luk søgeindstillingerne.

Nu kan du direkte i Firefox' adressebar skrive for eksempel:

# onlineminds.dk

…og komme direkte til en Twitter-søgning på tweets, der nævner/linker til onlineminds.dk.

Tilføj nye søgninger
Den sande pièce de résistance ved søgemaskiner i Chrome er, at det er så drønnemt at tilføje nye. Du tager blot en URL fra søgeresultater, finder søgestrengen i den, erstatter den med '%s' og bruger den nye URL, når du tilføjer den nye søgemaskine.

I Firefox kan du tilføje søgemaskiner på flere måder. Du kan kigge i oversigten over søgemaskiner, men husk for guds skyld at tjekke, hvornår en given søgemaskine er opdateret, så du ikke putter noget ind, der ikke virker.

Du kan også bruge dette smarte plugin. Gå til den hjemmeside, du vil søge på og find søgefeltet. Højreklik på det og vælg 'Add to Search Bar'. Så popper der et lille vindue op, hvor du blandt andet kan sætte et keyword – det er en god idé at gøre.

Søgemaskiner kan også tilføjes, som det kendes fra Chrome, og denne formular kan præcis det. Her skal du have fat i URL'en fra søgeresultaterne og kopiere det ind, der står henholdsvis før og efter søgestrengen. Jeg forestiller mig et mindre mareridt, hvis en hjemmeside ændrer på sin URL-struktur, da Firefox ikke tillader nem redigering af søgemaskiner. Så det er nok noget med at slette søgemaskinen og starte forfra.

Jeg vil virkelig håbe, at søgemaskiner er noget, der bliver bedre i kommende versioner af Firefox. Hvis det bliver gjort rigtigt, og brugerne forstår brugen af keyword, kan man faktisk fjerne søgefeltet i Firefox – eller som minimum giver brugeren mulighed for at skjule det.

(Hint: Du kan faktisk fjerne søgefeltet. Højreklik på værktøjslinjen i Firefox, vælg 'Customize…' og træk søgefeltet væk fra værktøjslinjen.)

 

Udskriv

Ja, det lyder gammeldags – og det er det sgu nok også. Men jeg udskriver meget. Indtil man kan købe Kindle Voyage her i/til landet, så foretrækker jeg at printe lange/tunge/vigtige artikler etc., inden jeg læser dem. Jeg kunne selvfølgelig læse dem på en iPad. Jeg kunne også sætte mig hjem og glo ind i en pære. Aaaanyway…

Hvordan gør Chrome?
I Chrome er print lavet ret elegant, da du får et print preview, så du kan se, hvordan det ser ud, inden du printer. Det er en meget god idé, fordi nogle gange er hjemmesidernes egne print-funktioner lavet, så det ligner hø, når det kommer ud på dødt træ. Det kan man lige opsnappe i Chrome og nå at bruge et alternativ.

Her er jeg blevet ekstrem glad for printfriendly.com. Ikke alene er den meget bedre til at tilpasse indholdet til papir, den giver dig også mulighed for at fjerne elementer, du ikke vil have med, blot ved at klikke på dem. Masser af gange har jeg for eksempel ikke brug for at få et billede med ud, hvis det blot viser en person eller andet, der ikke er nødvendigt for min forståelse af teksten.

I Chrome har jeg lavet en søgemaskine (som beskrevet ovenfor), så jeg blot skal skrive 'print' efterfulgt af URL'en for at få den vist på friendfrienly.com, hvor jeg så kan rette til – OG samtidig nå at få et preview inden.

Hvordan kan man gøre i Firefox?
I Firefox er print, som man kender det. Du vælger at udskrive, og så får du en dødssyg dialogboks. Du trykker herefter OK/print og så håber du, at resultatet bliver værd at bruge din tid på.

Men sådan behøver det ikke være. Du kan nemlig installere udvidelsen 'Print/Print Preview'. Den erstatter ikke Firefox' egen udskrivning (hvor meget man end ville ønske det), men tilføjer en 'Print preview'-mulighed ved siden af. Du kan enten customize din værktøjslinje og hive print-knappen ind, så du har nemmere adgang (se under 'Søgning', hvordan du gør det) – eller du kan bare højreklikke på den side, du vil udskrive, pege på 'Print…' og vælge 'Print Preview'.

Men hvad så med printfriendly.com? Den findes der også en Firefox-udvidelse til.

Som du måske kan lure allerede nu, så kommer du ud i noget dobbeltarbejde. Find den side, du vil printe. Klik på den knap, som 'Printfriendly'-udvidelsen har tilføjet. Nu kan du rette siden til på printfriendly.com. Nu skal du så højreklikke, pege på 'Print…' og vælge 'Print Preview' og udskrive. Det virker – men det er sgu nemmere i Chrome.

Du kan dog skære et hjørne. Ved at bruge denne formular (som jeg også linker til ovenfor) kan du lave en ny søgemaskine. Giv den for eksempel navnet 'Print Friendly' og i tekstfeltet under "the front of search term: Url-template(prefix)" skriver du:

http://www.printfriendly.com/print/v2?url=

Klik nu på knappen 'Make search plug-in' og derefter på 'OpenSearch plug-in Print Friendly' – så kan du tilføje søgemaskinen i Firefox. Men den er ikke meget værd uden et keyword, så du skal en tur ind i søgeindstillingerne og sætte det. Jeg har skrevet tidligere i denne artikel, hvordan du gør det.

 

En slags opsummering

Jeg håber, du kan få gavn af ovenstående udvidelser og tips. Det kan være, der kommer flere til, efterhånden som jeg fortsæter med brugen af Firefox. Men på et tidspunkt bliver det også et spørgsmål om, hvorvidt man kan undvære en funktion – for enhver udvidelse giver en tungere browser, og hastighed er en kæmpe faktor, når det gælder browser-valg.

Udover det nævnte er der en masse ting, der ligner sig hinanden i Chrome og Firefox. Jeg troede for eksempel, at jeg ville komme til at savne Chromes dev-værktøj, hvor man kan inspicere en hjemmeside og rode lidt med udseende – men den i Firefox fungerer indtil videre rigtig fint.

Tilbage er der blot at opfordre andre til at foretage samme skift, hvis de sidder med de samme grunde, som jeg gjorde, for at skifte browser. Lad os slutte med et billede af verdens virkelige Firefox:

Den røde panda med øgenavnet 'Firefox', som browseren angiveligt fik sit navn fra. (Foto: Marshmallowbunnywabbit / Wikimedi Commons)
Den røde panda med øgenavnet 'Firefox', som browseren angiveligt fik sit navn fra. (Foto: Marshmallowbunnywabbit / Wikimedi Commons)

Forfatter: Lars K Jensen

Lars er uddannet journalist og arbejder nu med udviklingsprocesser og redaktionel udvikling. Han skriver blandt andet på Medieblogger. Følg ham på Twitter: @larskjensen.

Deltag! Skriv en kommentar: