Popularity Contest-plugin kan ødelægge integration mellem WordPress og Facebook (via NetworkedBlogs)

En servicebesked, hvis du vil integrere din WordPress-blog med Facebook via NetworkedBlogs. Hvis du får en fejl, kan det skyldes, at du har Popularity Contest-plugin'et installeret:

I et stykke tid har jeg bakset med integration mellem min Medieblogger-blog og Facebook via Facebook-applikationen NetworkedBlogs, som nogle af mine venner samt TechCrunch bruger.

Jeg havde dog det problem, at jeg ikke kunne få indlæggende trukket ind. Der skete ganske enkelt ingenting. Derfor har jeg indtil nu trukket min blog ind på Facebook som noter, men det holder ikke rigtig, fordi det skaber to kommentarspor (et på bloggen og et på Facebook) til det samme indhold, uden at de to kommentarspor bliver blandet, så at sige. Så der kan blive skrevet noget genialt det ene sted, som ikke bliver vist det andet sted.

Via test, test og mere test fik jeg pludselig en fejlbesked, jeg kunne bruge til noget: Der var problemer med et billede. Okay, nu var der noget at gå videre med – tidligere fik jeg blot at vide, at applikationen havde sendt noget, der ikke gav mening. Og sådan en fejlbeskrivelse er jo svær at gå efter.

Men anyways, jeg gik på jagt i min feed og fandt ud af, at der efter hvert indlæg, blev indsat et billede, der ikke fandtes. Spøjst. Jeg fandt ud af, at billedets URL blandt andet indeholdt følgende:

ak_action=api_record_view

Jeg googlede dette og fandt ud af, at det er en del af koden til PopularityContest-plugin'et til WordPress.

Et plugin, jeg ikke brugte til noget (da det udvalgte nogle mærkelige indlæg som de mest populære). Derfor deaktiverede jeg plugin'et, skrev et nyt indlæg og vupti-vapti, så så det pludselig ud til at virke.

Der var ikke længere "broken image"-fejl, når feedet blev vist på NetworkedBlogs-applikationssiden og det pågældende indlæg blev trukket rigtigt ind.

Så det var altså Popularity Contest, problemet skyldtes. Problemet var, at NetworkedBlogs kunne se et billede i feed'et, som det gerne ville trække ind og vise sammen med posten på Facebook-væggen. Egentlig en fin service, men når billedet ikke eksisterer eller er beskrevet forkert, så er der en fejl – og her gik NetworkedBlogs altså kold.

Nu ser problemet ud til at være løst. Opstår der flere fejl, opdaterer jeg dette indlæg.

Forfatter: Lars K Jensen

Lars er uddannet journalist men arbejder mere med web-udvikling og brugeroplevelse. @larskjensen på Twitter.

Deltag! Skriv en kommentar: