Tilføj, og brug, søgemaskiner i Google Chrome

Folk, der følger med her, ved nok godt, at jeg bliver gladere og gladere for Googles Chrome-browser. Ikke alene er den hurtig, men den er også skåret helt ind til benet. Det giver en utrolig hurtig browser med en meget "glat" og ren overflade så at sige.

En ting, jeg har brugt et stykke tid, men endnu ikke fået skrevet om, er Chromes måde at håndtere søgemaskiner på. Du kender sikkert søgefeltet i det øverste højre hjørne fra fx Mozilla Firefox og nyere udgaver af Microsofts Internet Explorer-browser.

Sådan et tekstfelt er der ikke i Google Chrome. Der er til gengæld noget meget smartere. I hvert fald, hvis du spørger mig.

Lad os for det første starte med at tilføje en ny søgemaskine i Google Chrome. Lad os sige, at vi vil gøre det lettere for os selv at søge på billeder på Flickr, som vi gerne må bruge kommercielt. Vi kan selvfølgelig installere det FlickrKomm-søgeplugin, jeg har lavet (som både virker til Firefox, Chrome og Internet Explorer – standarder er herlige!), men det er ligesom for nemt. Så vi laver den fra bunden.

  1. Start med at gå ind på Flickr og søg for eksempel på depeche mode.
  2. Klik nu på "Advanced Search", den finder du til højre for "Search"-knappen.
  3. Scroll ned til bunden, hvor du finder "Creative Commons"-logoet.
  4. Sæt hak i "Only search within Creative Commons-licensed content" OG "Find content to use commercially".
  5. Tryk "Search" i bunden
  6. Nu ser du søgeresultater med billeder, du må bruge kommercielt. Kopiér nu URL'en fra denne side
  7. Åbn Notesblok eller et andet program til håndtering af rå tekst og kopiér URL'en derind (dette er egentlig ikke nødvendigt, men det gavner overblikket).
  8. Gå nu tilbage til Google Chrome og klik på "Customize and control Google Chrome"-knappen (det er svensknøglen i øverste højre hjørne)
  9. Vælg "Options"
  10. Ud for "Default search" klikker du på "Manage"-knappen.
  11. Nu ser du en liste over de søgemaskiner, du har i Google Chrome. Klik "Add" ude til højre for at tilføje en ny.
  12. Giv den et navn, fx "Flickr Kommercielt"
  13. Skriv et "keyword". Dette skal være kort og nemt at huske, da det er det, du skal bruge fremover. Her kan vi eksempelvis vælge "flickrkomm".
  14. Så mangler vi kun "URL". Her skifter du til Notepad og kigger på URL'en. I dette tilfælde ser den således ud:
    http://www.flickr.com/search/?q=depeche+mode&l=comm&ct=0&adv=1
  15. Nu skal du finde søgestrengen i den URL (i dette tilfælde depeche mode og erstatte den med %s. Så kommer den til at se således ud:
    http://www.flickr.com/search/?q=%s&l=comm&ct=0&adv=1
  16. Kopiér nu denne URL ind i Google Chrome i "URL"-feltet for din nye søgemaskine.
  17. Tryk "OK".
  18. Tryk "Close".
  19. Så er din nye søgemaskine klar. Prøv at skrive: flickrkomm depeche mode. I det sekund du trykker [mellemrum] efter "flickrkomm" skulle Google Chrome gerne finde ud af, at du vil lave en søgning på kommercielle billeder på Flickr.

Det er egentlig ret simpelt. Hvis du vil tilføje en Twitter-søgning, skal du bruge denne URL:
http://search.twitter.com/search?q=%s

Husk at du også kan tilføje søgemaskiner, som ellers er lavet til Firefox og Internet Explorer, såfremt de bruger OpenSearch-standarten.

Forfatter: Lars K Jensen

Lars er uddannet journalist og arbejder nu med udviklingsprocesser og redaktionel udvikling. Han skriver blandt andet på Medieblogger. Følg ham på Twitter: @larskjensen.

3 meninger om “Tilføj, og brug, søgemaskiner i Google Chrome”

Deltag! Skriv en kommentar: