Eksempel: Image overlays i Google Maps

Google Maps giver dig mulighed for at lægge billeder oven på dit kort. Det kunne for eksempel være, say, gamle kort? [Læs mere]

En smart ting ved at lave sine egne Google Maps kort er blandt andet, at du kan lægge dine egne billeder ind over kortet.

Og hvad kan du så bruge det til? Jo, hvis du for eksempel:

  • Vil vise et billede af noget, der ikke længere er på satellitbillederne
  • Har et luftfoto, der viser noget bedre, end satellitbillederne gør
  • Vil vise folk hvordan en seværdighed ser ud set fra menneskeøjne og ikke fra satellit

Ja, så er image overlays en god idé. Men også i det tilfælde, som jeg vil forsøge at illustrere her: Gamle kort.

Find kortene
Både Kort- og Matrikelstyrelsen og Kulturarvsstyrelsen giver adgang til gamle kort fra deres hjemmesider.

Prøv for eksempel på Kort- og Matrikelstyrelsen at vælge "Historiske kort" ude til højre og klikke et sted på Danmarkskortet. Her har KMS faktisk lavet en fed feature, hvor du ved hjælp af en slider, kan skifte imellem det gamle og det nuværende kort.

Men du kan ikke se så meget på det lille frimærke. Hvis du vil have det større, må du tage et screendump (enten ved "PrtSc"-tasten eller et program du har til lejligheden) af de forskellige dele af det historiske kort (sørg for at de passer sammen). Gem billederne i samme mappe, men navngiv dem logisk så du kan se, hvilke der hører sammen.

Som nævnt kan du på Kulturarvstyrelsens hjemmeside også få adgang til gamle kort. Og her kommer de endda i lidt større størrelser.

Peg på "Søgning" og vælg "Geografisk". Klik nu på en del af Danmark. Jeg klikker for eksempel på Falster i det sydøstlige hjørne af landet.

I nedre venstre hjørne kan man nu under "Historiske kort" klikke 1:20.000 eller 1:120.000. 1:20.000-kortene vil formentlig være dem, vi kiggede på hos Kort- og Matrikelstyrelsen, så lad os i stedet vælge 1:120.000. Nu får vi nogle tudsegamle kort frem.

Helt nede i venstre hjørne klikker du nu på den blå knap, der har en hammer og en svensknøgle på sig. Et indstillingsvindue popper op, og vi vælger 1000×1000 i "Kortstørrelse" og 100% i "Kortkvalitet". Gik på dit kort. Baddabum-Baddabim! Et 1000×1000 pixel stort kort fra da Ruder Konge var knægt!

Hvis du er lidt af en frækkert, kan du jo klikke på "Vis lokaliteter" for at se på kortet hvor, der er gjort fund i jorden (du kan klikke på fundene for at læse mere). Dette er dog en feature vi ikke skal bruge i dette eksempel.

Tag et screendump af kortet, klik i nærheden af hvor du er nu på Danmarkskortet i det øvre venstre hjørne (eller brug pilene ved kortet) og tag et screendump igen, så de screendumps du tager passer sammen — akkurat som med Kort- og Matrikelstyrelsens hjemmeside.

Når dette er gjort, skal du uploade dine billeder til din hjemmeside. Dette skal du gøre, hvad enten du har taget screenshots fra Kort- og Matrikelstyrelsen eller Kulturarvsstyrelsen.

Google Earth er din ven
Når du har dine screendump-filer klar, skal vi bruge Google Earth, så hent og installér det, hvis det ikke allerede er at finde blandt programmerne på din maskine.

Start Google Earth og zoom ind på det sted, hvor billedet skal lægges ind og vælg et passende zoom-niveau. Højreklik nu ude til venstre under "Places" og vælg Add –> Folder og kald mappen noget, du kan huske, for eksempel "Leg med kort".

Klik Add –> Image Overlay eller blot CTRL+SHIFT+O.

I "Link"-tekstfeltet skal du indtaste adressen til dit billede, inklusiv "http://". Når du har gjort dette trykker du "OK", og hvis du har gjort det rigtigt ligger billedet nu på dit kort.

Højreklik på kortet ude til venstre (det ligger i din Places-liste, sørg for at det ligger i din kort-mappe) og vælg "Properties". Set "Transparency" til noget rimeligt, så du har en chance for at se, hvor kortet skal ligge og giv kortet et navn, så du kan finde det igen.

Nu er det "bare" at flytte kortet på plads og trække i det og dreje det ved hjælp af de grønne håndtag i billedets kant i Google Earth. Dette er et sandt pillearbejde, og de gamle kort er oftest fortegnede, så de ikke passer 100 procent. Det kan være en pine i en vis legemsdel men hey – that's life ;-)

Når du har lagt dine kort ind og fået dem til at passe bare nogenlunde, så højreklikker du på din kort-mappe ude til venstre og vælger "Save As". Vælg KML som filtype og kald filen noget, du kan huske.

Upload filen til din hjemmeside og gå ind på maps.google.dk.

I søgefeltet indtaster du nu adressen på din KML-fil, inklusiv "http://".

For at illustrere det, har jeg lavet et eksempel. Tjek eksemplet her. Se et eksempel med 1:120.000-kortene her.

Træk eventuelt KML-filen/-filerne ind i din egen Google Earth for at lure lidt. Så kan du også se, at jeg også har haft mine problemer med, at få kortene på plads i mit relativt hurtigt udførte eksempel ;-)

Mere har jeg ikke fået leget med det, så jeg skal ikke kunne sige, om man kan få mere kontrol over billederne (og fx styre gennemsigtighed) ved at hive dem ind på sit eget Google Map, men ved at køre den igennem maps.google.dk kan vi i det mindste teste, at image overlay'et virker :-)

Jeg ved, at Peter fra Findvej.dk også har leget med image overlays (med et hjemmelavet Harry Potter-kort), så måske han kan byde ind med mere viden her..?

Forfatter: Lars K Jensen

Lars er uddannet journalist og arbejder nu med udviklingsprocesser og redaktionel udvikling. Han skriver blandt andet på Medieblogger. Følg ham på Twitter: @larskjensen.

6 meninger om “Eksempel: Image overlays i Google Maps”

  1. Ikke dårligt! Det ville være endnu bedre, hvis de gamle kort kunne blive placeret mellem de eksisterende lag, så man med "Hybrid" kunne få vist nutidens veje mv. på de gamle kort.

    Og en lille "advarsel": Pas på med at tage kopi af f.eks. KMS's kort (og lægge det på nettet), de har ophavsretten…

  2. Hej Morten

    Ja, det kunne være ret fedt! :-)

    Ups, jeg tænkte ikke lige over den med ophavsretten, forhåbentlig krænker jeg ikke noget med de få friser jeg har lagt ud — og kortene ligger jo offentligt tilgængeligt — så jeg håber, jeg slipper for at møde op i retten ;-)

    Men en god pointe med ophavsretten. Men det bare så nemt at blive revet med ;-)

    // Lars

  3. Hej,

    Man kan rigtigt nok godt sammensætte et kort af flere lag, fx ens eget lag og så hybrid-laget, som er halvgennemsigtigt. Selve hybrid-laget i en standardopsætning af Google Maps er også sammensat af to lag.

    Her er et eksempel, hvor jeg har lagt et lag imellem de to eksisterende lag i hybrid-udgaven:

    http://www.findvej.dk/customtiles

    Nu har jeg ikke lige noget spændende kort klargjort, så mit eget lag er ikke vanvittigt spændende – faktisk kun et par tal hist og her for kvadrant-nummeret. Men der er tale om min egendefineret korttype (bemærk knappen øverst til højre). I mit eget lag har jeg også ændret den øvre grænse for zoom-niveauet, omend Google naturligvis ikke har bedre grafik af den grund.

  4. Jeg glemte naturligvis at opfordre til at kigge i kildeteksten på http://www.findvej.dk/customtiles – men det har du sikkert gjort :)

    Det er ret simpelt at komme i gang. En enkelt detalje er, at hvis ét af lagene ikke kan vise detaljerede nok billeder, så vil ens eget lag heller ikke kunne blive vist. Dette kan man komme om ved ikke at lave en helt ny korttype (GMapType), men blot som et lag (GTileLayerOverlay) på en eksisterende korttype i stedet for. Det rodede jeg lidt med i Google Maps' API-gruppe:

    http://kortlink.dk/4bdg

    Tanken ved de højere zoom-niveauer er, at man ikke behøver at begrænse sig til fx kort over områder, men at man også kunne forestille sig en form for makro-zoom, hvor man fx havde grundplaner af en bygning eller for den sags skyld billeder af indendørs interiør, taget oppefra.

    Jeg håber selv på at få tid til at banke en hurtig showcase op ad ideen.

Deltag! Skriv en kommentar: