Introduktion til MyBlogLog

MyBlogLog blev kendt, da Yahoo! købte tjenesten. Men hvad er MyBlogLog helt præcist? [Læs mere]

MyBlogLog-tjenesten blev først for alvor kendt, da Yahoo slog til og købte den i starten af i år.

Men hvad er MyBlogLog?

MyBlogLog er primært to ting. Et community for bloggere, og deres blogs, og en statistik-service til din(e) blog(s).

Først community-delen
MyBlogLog fungerer på den måde, at man, når man har oprettet sig, kan oprette sin blog i MyBlogLog-regi. Her er brugere af WordPress (DK) og andre udbredte tjenester heldige, da MyBlogLog automatisk genkender disse.

Når din blog så er oprettet får den sin egen side. Besøg Online Minds' side på MyBlogLog.

På den side kan du se, hvilke brugere af MyBlogLog, der har besøgt din blog — såfremt de har været logget ind på MyBlogLog, mens de surfede forbi din blog.

Alle kan også bruge tags til at beskrive din blog, så den er nemmere at finde for andre, der beskæftiger sig med samme emne, eller bare gerne vil følge emnet.

Endnu har vores MyBlogLog-community ikke det store medlemsantal, så kig i stedet på for eksempel TechCrunchs MyBlogLog-side, hvor der pt. er mere end 5.000 medlemmer.

Tanken bag communitiet er blandt andet at gøre det muligt for MyBlogLog-brugere at finde andre, der følger de samme blogs, som dem selv og derfor formentlig også deler de samme interesser. Community-delen af MyBlogLog er ikke videre avanceret, men dette passer mig udemærket, da jeg personligt er ved at være der, hvor jeg ikke kan være 100% tilstede på flere community-sider.

Statistik-delen
Nu kommer vi til den del af MyBlogLog, som jeg bruger suverænt mest. Det unikke ved MyBlogLogs statistik-service er, at den hele tiden opdateres. Det betyder, at så snart nogen har besøgt din blog, så kan du se det i din statistik.

Her skal det dog bemærkes, at den hurtige statistik er en del af MyBlogLog Pro. Når du opretter en ny blog i MyBlogLog-regi, tæller de tre første dage som MyBlogLog Pro ganske gratis, men herefter må du betale, hvis du vil have den hurtige statistik. Til gengæld koster det kun beskedne 3 dollars om måneden eller 25 dollars om året. Ellers kører statistikken med et noget sløvere interval, hvis du ikke betaler.

MyBlogLog kører kun statistik på det du lige akkurat skal bruge og så heller ikke mere end det:

  1. Hvor på nettet, læserne kommer fra
  2. Hvad på din blog, de kigger på
  3. Hvad på din blog, de klikker på

Vil du have stærkere statistik, bør du kombinere MyBlogLog med fx Google Analytics (som er gratis). Jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg også kører Google Analytics på alle de blogs, som jeg tracker med MyBlogLogs statistik.

MyBlogLog-statistikken fungerer på præcis samme måde som med Google Analytics, at du får en stump JavaScript-kode, som du skal kopiere ind i din blog. For at det virker bedst, skal du kopiere scriptet ind lige efter <body>-koden i din blog-template.

Hvis du fx bruger WordPress på din blog, skal du gå ind under "Udseende" –> "Temaredigering", og så vil du typisk finde <body>-koden i "Header".

Det løse
Som MyBlogLog-bruger kan du også få såkaldte MyBlogLog-"widgets", du kan placere på din blog — såsom en liste over hvilke MyBlogLog-brugere, der har besøgt din blog (magen til den på din blogs MyBlogLog-side) eller det såkaldte "ClickTagging", hvor dine besøgende (når de holder musen over et link på din blog) kan se, hvor mange klik, det link har fået i dag.

Hvis du har fået mod på at prøve kræfter med MyBlogLog, så er de første tre dage som nævnt gratis som MyBlogLog Pro-bruger, og så er det jo bare at oprette dig og din blog ;-)

Forfatter: Lars K Jensen

Lars er uddannet journalist og arbejder nu med udviklingsprocesser og redaktionel udvikling. Han skriver blandt andet på Medieblogger. Følg ham på Twitter: @larskjensen.

Deltag! Skriv en kommentar: